Rodfrugter findes i et væld af former og farver og hører naturligt hjemme i efterårets spisekammer. De nydes bedst når det begynder og blive koldt udenfor, og hjemmet atter skal til at dufte af simreretter, fyldt med de robuste og fyldige grøntsager.
Trods navnet er rodfrugter ikke frugter. Betegnelsen dækker over en række grøntsager, hvor den spiselige del hovedsageligt vokser under jorden. Gulerødder, rødbeder, pastinakker, persillerødder og knoldselleri er blandt de mest velkendte her i Danmark, men også jordskokker, majroer, kålroer, ræddiker og skorzonerrødder hører til familien, og bruges i klassiske efterårsretter.
Nogle rodfrugter kan spises rå og bidrager med sprødhed og friskhed til salater, så som gulerødder og bolchebeder. Andre smager bedst, når de koges, dampes, steges eller bages. Især i ovnen udvikler de en mere koncentreret sødme og en gylden, sprød overflade, og er gode med lidt olie, salt og krydderurter som timian eller rosmarin.
Rodfrugter er nemme at anvende og kan både spille hovedrollen på tallerkenen, men fungere også godt som tilbehør. De egner sig blandt andet godt til supper, mos, puréer, gratiner, og simreretter. Samtidig bidrager de med vitaminer, mineraler og kostfibre.
Fakta om rodfrugter
Rodfrugter er teknisk set ikke en botanisk familie, men en fælles betegnelse for grøntsager, hvor den spiselige del primært vokser under jorden. Blandt de mest kendte i Danmark er gulerødder, rødbeder, pastinakker, persillerødder, knoldselleri, jordskokker, majroer, kålroer, ræddiker og skorzonerrødder.
Rodfrugterne er i sæson i efterårs- og vintermånederne, og da mange af dem kan holde sig længe, har de gennem flere århundrede været en vigtig del af vinterens spisekammer. Flere sorter får desuden en mildere og sødere smag efter de første kolde nætter, fordi planten omdanner noget af sin stivelse til sukker for at beskytte sig mod kulden.
De mange farver kommer fra naturlige plantestoffer. Gulerodens orange farve skyldes blandt andet betacaroten, mens rødbedens dybe, røde farve stammer fra betalainer.
Rodfrugter holder sig bedst køligt og mørkt. Har de stadig top på, bør denne fjernes, så bladene ikke trækker fugt ud af roden. Vent desuden gerne med at vaske dem til umiddelbart før brug, da jorden er med til at beskytte dem under opbevaringen.


