Danmarksmester med appetit på mere

Som opvasker hos Slagter Schous fulgte Emil Murel Petersen nysgerrigt med på sidelinjen, når slagterne var i gang med dagens arbejde. I dag er han 22 år, snart færdiguddannet gourmetslagter – og vinder af DM i Skills 2026. Nu drømmer han om medalje til svendeprøven, og om at prøve kræfter med slagterfaget i udlandet. Emil Murel Petersen kommer fra det sydlige Falster og arbejder til daglig hos Slagter Schous i Marielyst. Her begyndte han for flere år siden som opvasker. Fra sin plads i opvasken kunne han følge med i slagterkollegernes arbejde, men det lå ikke lige frem i kortene, at han selv skulle vælge samme vej. Efter folkeskolen begyndte Emil på handelsskolen, men her fandt han hurtigt ud af, at det ikke var den rette uddannelse for ham. Kort tid efter begyndte han i lære som gourmetslagter med speciale i pølsemageri hos Slagter Schous.
”Det har aldrig rigtig ligget i kortene, at jeg skulle være slagter, men i dag er jeg glad for det valg, jeg tog dengang”, fortæller Emil.
Særligt charcuteri og pølsemageri har fanget Emil’s interesse. Her er der mulighed for at fordybe sig i håndværket og arbejde præcist med både smag, teknik og udtryk. Specielt fransk charcuteri står øverst på listen, og på fridage prøver Emil blandt andet kræfter med den traditionsrige pâté en croûte.
Første gang Emil rigtig indså at han havde hænderne skruet godt på, var på slagterskolen ZBC i Roskilde, da hans underviser en dag prikkede ham på skuldren og roste hans akkuratesse i udskæringerne. Siden da har motivationen været høj.


Vejen til DM i Skills
I efteråret 2025 opfordrede en af Emils undervisere ham til at deltage i ZBC’ skolemesterskab. Her opnåede han en andenplads og kvalificerede sig dermed til DM i Skills, som blev afholdt i april 2026.
”Det var et kæmpe skulderklap bare at blive udtaget til skolemesterskabet. At jeg så kom i top to og gik videre til DM i Skills, var helt vildt”, siger han.
Forberedelserne til Skills begyndte for alvor i midten af januar. Ved et informationsmøde fik deltagerne en briefing om de forskellige discipliner, og derfra gik træningen i gang. Her brugte Emil stort set alle sine vågne timer på at forberede sig. Han øvede om aftenen og mødte også ind på sine fridage for at låne køkkenet i slagterbutikken. Undervejs fik han hjælp af sin mester, Søren, der fungerede som sparringspartner på idéer og tilsmagninger, og samtidig gav ærlig og konstruktiv feedback.


Syv discipliner på tre dage
Ved DM i Skills skulle deltagerne gennem syv discipliner fordelt over tre dage.
De første to discipliner havde fokus på udskæring. I den første skulle deltagerne opbygge en køddisk til udstilling, mens de i den anden skulle lave en disk med convenience-retter.
Tredje disciplin stod i smørrebrødets tegn. Her skulle Emil fremstille tre forskellige stykker, hvoraf det ene skulle være vegetarisk. Hans vegetariske bud bestod af paneret knoldselleri med mayonnaise på karljohansvampe, syltede bøgehatte, bagte tomater, spiselige blomster og ærteskud. Det næste stykke tog udgangspunkt i nationalretten stegt flæsk med persillesovs, som Emil fortolkede som smørrebrød med persillemayonnaise, kartofler, stegt flæsk og rødbeder. Det sidste stykke var skabt under temaet ”Asien møder Danmark”, hvor asiatiske råvarer og smage blev fortolket inden for den danske smørrebrødstradition.
I den fjerde disciplin skulle deltagerne fremstille en tre-retters menu, mens femte og sjette disciplin bestod i at fremstille henholdsvis en pâté og en rullepølse. Den syvende og sidste disciplin blev først afsløret under selve konkurrencen. Det var en samarbejdsopgave, hvor deltagerne blev sat sammen to og to. Emil og hans makker skulle ud fra et udvalg af råvarer udvikle og tilberede en forret og en hovedret til otte personer.
”Den sidste opgave var meget spændende, for den krævede, at man kunne samarbejde med en person, man aldrig havde arbejdet sammen med før”, fortæller Emil.


Kampen mod nerverne
Op til konkurrencen havde nerverne frit løb. Allerede to nætter inden begyndte Emil at mærke nervøsiteten, og tankerne kredsede om, hvorvidt han nu havde øvet sig nok. Også under konkurrencens første disciplin kunne han tydeligt mærke presset.
Efterhånden fandt han dog roen. Tidspresset, publikum og dommernes opmærksomhed blev en naturlig del af konkurrencen, og samtidig begyndte de ti deltagere at lære hinanden bedre at kende.
”Undervejs vænnede man sig til tidspresset og til alle de øjne, der kiggede på én. Det gik fra at være lidt stressende til at blive sjovt. Det hjalp også, at vi ti deltagere begyndte at tale sammen og bruge hinanden til at få nerverne ned”, siger han.
I hver disciplin fik deltagerne point for deres præstationer. Dommerne vurderede blandt andet produkternes udseende og præsentation, men også deltagernes hygiejne og evne til at prissætte produkterne var med i den samlede bedømmelse.
Deltagerne kunne løbende følge med i hinandens karakterer. På konkurrencens anden dag vidste Emil derfor, at han lå godt placeret i kampen om en plads blandt de tre bedste.
”Jeg syntes selv, at jeg havde gjort et godt stykke arbejde og fået nogle gode karakterer. Men da mit navn blev råbt op ved prisuddelingen, var det en vild forløsning. Min mavefornemmelse havde ikke været helt ved siden af”, fortæller han.


En sejr, der blev bemærket
Emils familie var til stede ved DM i Skills og kunne derfor fejre sejren sammen med ham. Da den lokale avis delte nyheden på sociale medier, strømmede lykønskningerne hurtigt ind fra venner og bekendte. Også i butikken blev han mødt af kunder, som havde set ham i avisen.
”Det er fedt, at venner og bekendte ønsker tillykke. Også kunder, som kunne genkende mig fra avisen, kom hen og lykønskede mig i butikken. Det synes jeg var meget hyggeligt”, siger Emil.
Når han ser tilbage på forløbet, er han især taknemmelig for oplevelsen og de faglige kompetencer, han har fået med sig. Samtidig er titlen som danmarksmester en anerkendelse, der kan få betydning for hans videre karriere.


Klassisk og moderne
For Emil handler slagterfaget om håndværksmæssig stolthed, kreativitet og evnen til at skabe gode madoplevelser. Alligevel oplever han ofte, at andre har et forældet billede af, hvad arbejdet indebærer.
”Når jeg fortæller, at jeg er slagter, tror folk ofte, at jeg afliver og opskærer hele dyret. Så må jeg pænt forklare, at vi modtager dyrene udskåret og i stedet fremstiller lækre retter og mindre udskæringer, som ender på kundernes tallerkener”, fortæller han.
På uddannelsen arbejder eleverne med alt fra klassiske danske retter til kreative og moderne produkter. På den måde bliver de gamle håndværkstraditioner holdt i live, samtidig med at faget udvikler sig i takt med nye råvarer, smage og madvaner.
Til unge, der overvejer slagterfaget, har Emil derfor et klart råd:

Fremtidens drømme
Næste store mål for Emil er svendeprøven, der finder sted i begyndelsen af september. Her skal han blandt andet medbringe sine egne opskrifter, som først skal udvikles, afprøves og tilpasses.
”Skolen ser gerne, at vi pølsemagere kommer med vores egne opskrifter, så dem skal jeg i gang med at forberede og teste”, fortæller han.
Inden DM i Skills havde Emil sagt til sig selv, at hvis han vandt konkurrencen, behøvede han ikke også at gå efter en medalje ved svendeprøven. Sejren har i mellemtiden givet ham blod på tanden, og nu indrømmer han, at det alligevel kunne være stort at vende hjem med endnu en medalje.
På længere sigt vil han gerne prøve kræfter med andre arbejdspladser og opleve, hvordan håndværket udføres i andre slagterbutikker. Og så går han med en lille drøm om at komme til udlandet og prøve slagterfaget enten i Frankrig, Australien eller Skotland.
Men først venter svendeprøven. Derefter ligger verden åben.

0
0
Din kurv
Your cart is emptyReturn to Shop