Når du træder ind i en almindelig dansk slagterbutik, mødes du som altid af et stort udvalg af lækre, hjemmelavede produkter. Noget, vi danskere elsker og køber meget af hos slagteren – især om sommeren, er de hjemmelavede grillpølser. Men ofte hænder det, at slagteren har et for stort udvalg, så valget af, hvilken grillpølse vi skal smage, næsten bliver umuligt. Dette problem stødte Brian Flink Pedersen fra Pølsemageriet i Silkeborg ofte på, og gik derfor i tænkeboksen.
Brian oplevede tit, når han var ude og servere sine pølser til arrangementer, at han blev nødt til at skære pølserne i kvarte for at sikre sig, at alle kunne smage de forskellige varianter – inden de blev for mætte. ”Jeg måtte skære dem ud og sætte tre-fire varianter sammen på ét grillspyd, for at folk kunne smage alle varianterne. Jeg synes dog ikke, at det så særlig flot ud, og måtte derfor i gang med at finde på en bedre løsning” fortæller Brian.
Dette førte til løsningen ’tapasgrillpølsen’, som kort sagt er en pølse i mindre størrelse. ”Ved at producere pølserne i 40 g, har man mulighed for at spise flere, og smage alle varianterne”, fortæller Brian.
Idéen blev hurtig taget godt imod blandt kunderne, og siden har Brian også sammensat tapasgrillpølserne til en menu med op til ca. 240 g kød (pølser) – perfekt til f.eks. studentergilder eller grillfester, hvor gæsterne gerne vil smage lidt at hvert.
I butikken i Silkeborg forhandler Brian også tapasgrillpølserne, hvor han tilbyder mellem 10-20 forskellige varianter á 40 g stykket – men kan sagtens tilbyde endnu flere smage. Især i sommerhalvåret produceres der flere, da det er her, efterspørgslen er størst.



