Hvert år bliver der afholdt VM i bøffer (World Steak Challenge), hvor verdens bedste bøf og bøfproducent skal kåres. Det seneste mesterskab blev afholdt i november 2021 i Dublin, hvor en professionel jury sammen med en forbrugerjury skulle smage og vurdere næsten 400 bøffer fra 23 forskellige lande.
Bøfferne bliver vurderet ud fra smag, mørhed og udseende. Og verdens bedste bøf kommer faktisk fra Danmark, idet juryerne fandt, at en bøf af finlandsk sirloin fra SASHI-serien fra JN Meat International var den overordnede bedste af alle bøffer. På den baggrund vandt JN Meat med slagter og kødsommelier John Sashi Nielsen i spidsen ligeledes titlen som verdens bedste bøfproducent. Sejren betød samtidig, at hattricket var hjemme for John Sashi Nielsen, idet det ikke var første gang, at den flotte hæder tilfaldt kødgrossisten fra Slagelse. Således vandt virksomheden også de prestigefyldte titler i 2018 og 2019. Grundet Covid19 blev konkurrencen aflyst i 2020.
We Meat har spurgt John Sashi Nielsen, hvad det betyder for ham og virksomheden at vinde disse yderst fornemme titler. John fortæller, at JN Meat International virkelig er kommet på verdenskortet, og kødentusiaster, der ikke tidligere har regnet finsk oksekød for noget specielt, nu står i kø for at købe det finske kød. Derudover er han selvfølgelig meget glad og enormt stolt over at have vundet hele tre gange. JN Meat er en virksomhed i en helt anden dimension end mange af konkurrenterne, og derfor er det så fantastisk, at vi kan blande os med alle de store navne. Sejren giver os anerkendelse, og vi bliver værdsat for at tilbyde det bedste oksekød i verden – det er alle anstrengelserne og umagen værd.
John lever og ånder for det gode kød – og hans passion og ambition er at kunne tilbyde oksekød med en høj spisekvalitet, der samtidig skaber den ultimative oplevelse for madentusiasten. Han rejser konstant verden rundt for at finde netop det ultimative oksekød, og han går ikke på kompromis med kvalitet, smag og dyrevelfærd. Og selvfølgelig er han klar til endnu en dyst om verdensmesterskabet i bøffer til november, og han glæder sig. Det er altid en fornøjelse at være sammen med andre producenter, der har samme indstilling og vision omkring spisekvalitet på oksekødet. Og selvfølgelig er forberedelserne allerede i gang, for John går naturligvis efter at hente titlerne hjem til Slagelse for fjerde gang. Når man først har prøvet at være den bedste, så gælder det om at blive ved, smiler John. Vi må dog vente med at få at vide, hvilke steaks der i år forhåbentlig igen kan få dommerne helt op i guldfeltet, for John vil ikke på nuværende tidspunkt løfte sløret for hans bøfdeltagere, men godt bliver det – det kan han love.

World Steak Challenge
World Steak Challenge, der har eksisteret siden 2015, er den ultimative konkurrence for bøfproducenter – her får de mulighed for at fremvise produkternes kvalitet på en international scene samtidig med, at de tester sig selv mod konkurrenter fra hele verden.
Konkurrencen er opdelt i flere underkonkurrencer, og deltagerne kan således stille op i en eller flere af kategorierne, som er verdens bedste sirloin, verdens bedste rib-eye, verdens bedste filet, bedste kornfodret og bedste græsfodret. Og så er der naturligvis den samlede titel som verdens bedste bøf. Alle bøffer vurderes anonymt af et panel med over 50 dommere, og de bedst præsterende tildeles guld-, sølv- eller bronzemedaljer
Bedømmelsen består af to omgange, hvor alle de deltagende bøffer i hver deres kategori modtager en score. De bøfferne, der opnår mere end topstandarden, vil blive tildelt en guldmedalje for at fremhæve den bedst opnåelige kvalitet. De topscorende guldmedaljevindere fra hver kategori går videre til anden fase af bedømmelsen, som afgør kategorivinderne.
I anden bedømmelsesomgang tilberedes alle guldmedaljebøffer på grill af kokke og grilleksperter inden dommerpanelet uddeler point. De point, der tildeles her, lægges til totalen fra første omgang, hvilket giver en endelig score, og det er tid til at afsløre vinderne i verdens bedste sirloin, verdens bedste rib-eye og verdens bedste filet. De højest scorende græsfodrede og kornfodrede bøffer vil også blive anerkendt. Bøffen med den højeste samlede score bliver udråbt som verdens bedste bøf, og bøffens leverandør får titlen som verdens bedste bøfproducent.
Sashi
Saftigt og smagfuldt oksekød i verdensklasse – en exceptionel smagsoplevelse. Det var motivationen for kødsommelier John Sashi Nielsen til at grundlægge SASHI-mærket og til at rejse rundt i verden for at udvælge og tilbyde det bedste kød. Det var i Finland, at John stiftede bekendtskab med det unikke oksekød, hvorefter han besluttede, at resten af verden også skulle opleve dette helt særlige kød.
Sashi tilfredsstiller dem, der værdsætter det ypperste oksekød. Ordet Sashi kommer fra japansk – og betyder marmorering. Når du ser marmoreringen i en Sashi bøf, så ved du hvorfor. Det er nemlig præcis fedtmarmoreringen, der adskiller Sashi fra andet oksekød, for kødet er netop særdeles marmoreret, hvilket gør det meget mørt, saftigt og smagfuldt efter tilberedning. Smagen er nemlig også i en klasse for sig – og også her skiller kødet sig virkelig ud.
Sashi refererer ikke til et bestemt oksekødsmærke eller race. Det er et kvalitetsmærke, en bestemt bøf skal opnå. Lige efter slagtningen af dyret vil det blive vurderet, om de pågældende bøffer er værdige til at bære det prestigefyldte ’Sashi’-navn. Kun en begrænset mængde kvæg har det genetiske potentiale for en meget høj marmorering. Dette gør sammen med klassificeringen og det begrænsede udvalg Sashi til et nicheprodukt. Klassificeringen er meget lig proceduren for Wagyu- og Kobeklassificeringen.
Der findes således en særlig skala (Kobe-skala) for Sashi-oksekødet, og denne skala viser hvor marmoreret kødet er. Skalaen går fra 1 til 12 – hvor 12 er det ypperste kød, du kan få.
Sashi-A: marmoreringsgrad 1
Sashi-AA: marmoreringsgrad 2-3
Sashi-AAA: marmoreringsgrad 4-6.
Sashi-Saiko: marmoreringsgrad 7-9.
Sashi-Besuto: Marmoreringsgrad 10-12.