København har de seneste årtier oplevet en stor forvandling. Væk er beskidt og larmende industri, og ind er kommet fritids- og kulturlivet – men i Kødbyen kan man stadig opleve lidt af det hele i en rå og pulserende atmosfære. Kødbyen er et stort anlagt område fra dengang, der kom skik på København. Det er bygget med stolthed og i tidens stil i etaper mellem 1870’erne og 1930’erne.
Kødbyen har meget at byde på – der er historie, sammenhold og sjæl. Her er kunst, gastronomi, natteliv og industrihistorie. Desuden bor der stadig slagtere i Kødbyen, men mange naboer er alts. skiftet ud med kunstnere, designere, fotografer og restauranter. Kødbyen tilbyder således en unik kombination af industri og kultur, som ikke findes andre steder i København.
Sammen med historie fortæller Allan Mylius Thomsen g.r vi en tur rundt i Kødbyen. Vi skal se Den Brune Kødby med den imponerende øksnehal i midten, Den Hvide Kødby i flot funkis og sidst men ikke mindst går vi forbi den forholdsvis ukendte Grå Kødby ind imellem. På vejen vil Allan dele sin store historiske viden om dette pragtfulde sted med os. Vi skal høre om Kødbyens start, vækst, storhedstid, krise og genrejsning.
KØBENHAVNS FØRSTE SLAGTEHUS
Allan starter med at fortælle, at Kødbyens historie tager sin begyndelse, da de københavnske slagtere blev smidt på porten af kongen. Ja egentlig starter det allerede helt tilbage i 1577, hvor magistraten bestemte at al slagtning skulle ske uden for byen. For at komme den tiltagende forurening af rendestene op til vandløbene til livs blev det forbudt at slagte sit kvæg inden for Københavns befæstning. Slagterne blev henvist til et næsten øde område uden for Vesterport, hvor Frihedsstøtten nu troner midt på Vesterbrogade, og der blev opført et slagtehus på stedet.
Valkendorfs slagtehus (opkaldt efter dav.rende statholder i K.benhavn, Christian Valkendorf) med 14 slagterboder blev indviet i 1583 og hermed blev en række problemer løst. Der var udløb til Kalveboderne, og der var gode adgangsveje for at drive kvæg til slagtehuset via Gammel Kongevej. Det virkede godt, men desværre ikke i længden. Slagtehuset blev revet ned, da svenskekongen belejrede byen i 1659, og det blev aldrig genopført.
DET FØRSTE KVÆGTORV
Allan fortæller, at slagtninger herefter igen foregik over alt, og derfor blev forurening og lugtgener igen et alvorligt problem. Slagtninger skulle godt nok foretages i lukkede gårde, men i 1813 fandtes der trods alt i hovedstadsområdet omkring 50 slagterier, hvoraf de cirka 30 lå inden for byportene. Der var således bred enighed om, at der burde opføres et fælles slagtehus i stil med Valkendorfs. Der blev rent faktisk også udarbejdet et projekt til et nyt slagtehus af stadsbygmester Meyer, men projektet blev aldrig til noget på grund af manglende økonomi.
I stedet blev der udlagt arealer på østerbro og Kalvebod Strand, hvor slagtningerne kunne finde sted. Omtrent på samme tid fik København sit første egentlige kvægtorv, hvor kreaturhandlere fra omegnen kunne sælge deres dyr, og hvor slagterne kunne orientere sig om priser og kvalitet. Torvet blev anlagt på en åben plads mellem Vesterbrogade og den gamle Kongevej. Langt uden for volden. Tanken var også at kunne kontrollere, at der blev betalt afgifter af de dyr, der blev slagtet og derefter ført ind i byen. Som signal til, at markedet åbnede, blev der slået på en tromme – så derfra stammer formentlig navnet Trommesalen. Mens handlen med dyrene og selve slagtningen skulle foregå udenfor Vesterport, blev kødet stadig solgt på markederne inde i byen fra en række slagterboder.
Trommesalens beliggenhed var ganske praktisk, idet det meste kvæg blev drevet ind fra landsbyerne vest for København, og det var også langs dette strøg, de fleste slagtere i løbet af 1800-tallet slog sig ned. Trommesalen var mødested for bønder og slagtere, og der opstod naturligt mange beværtninger, hvor de kunne slukke tørsten efter handlen, for der skulle naturligvis drikkes lidkøb, når en handel var afsluttet. Allan smiler, og fortæller, at det siges, at stemningen kunne være meget høj efter en travl arbejdsdag.
KØDBYEN BEGYNDER MED DET NYE KVÆGTORV
Indbyggertallet i København stiger og byen vokser, derfor opstår der igen problemer med generne fra slagtning og handel med dyr. Efterhånden blev forholdene utålelige, og derfor, fortæller Allan, bøjede byens styre sig i 1879, og endnu engang skulle aktiviteterne flyttes. Der var behov for at anlægge et nyt og tidssvarende kvægtorv, og et sted hvor de tilhørende slagtninger kunne finde sted under mere hygiejniske forhold.
Det nye kvægtorv var en realitet i 1879, og allerede i 1883 var der opført tre offentlige slagtehuse med staldbygninger ved Kvægtorvet. Ifølge Allan kunne man dengang tidligt om morgenen opleve store flokke af kreaturer i lange rækker p. vej indad mod byen til det vesterbroske kvægtorv. I Trommesalen blev der i gennemsnit handlet 400 stk. kvæg om dagen, og p. det nye kvægtorv blev dette tal hurtigt fordoblet.
I 1885 og årene frem udvides med flere slagtehaller, blandt andet til svin og heste, kølerum og lokaler til kødkontrollen. Et omfattende og meget karakteristisk byggeri skød i vejret. Mange af husene eksisterer endnu under føllesbetegnelsen Den Brune Kødby. Mens Allan fortæller, går vi gennem Kvægtorvsgade, Slagtehusgade og Staldgade. Det er de sidste synlige minder om en tid, hvor der blev slagtet midt i hovedstaden. Bygningerne har mange smukke detaljer med fint murværk, tømmerkonstruktioner, markante tagudhæng og originale støbejernsvinduer. Deres oprindelige funktioner er let genkendelige med hejseværk, læsseramper, portluger og skiltning.
I Den Brune Kødby ligger også øksnehallen (øksne var almindeligt brugt i ældre tid om kød- eller slagtekvæg). Den kom til i 1901 og var et kæmpe, overdækket salgsmarked for levende kvæg med plads til 1.600 kreaturer. Dengang blev der brugt de mest moderne elementer i bygningen af hallen og ligeledes blev der anvendt en byggestil, der ikke var set før. Hallen blev anvendt frem til sidst i 1950’erne, hvorefter salg og slagtning rykkede til Den Hvide Kødby. Nu er hallen omdannet til et eftertragtet udstillingslokale. Udviklingen i Den Brune Kødby fortsatte, og i 1908 kom en salgshal for kød til. På den måde var området hele tiden i udvikling, og en særlig hal til fjerkræ og svin så også dagens lys. Ligeså skød Den Grå Kødby lige så stille op med bygninger og lokaliteter, der skulle supplere Den Brune Kødby.
Fra 1888 var Den Brune Kødby det eneste sted i København, hvor der måtte slagtes dyr. Allan forklarer, at kommunen indførte slagte-tvang for bedre renlighed. Det betød, at al privatslagtning blev gjort ulovlig – og alle var således henvist til de offentlige slagtehuse på Kvægtorvet. Endelig kunne bystyret fæ gjort op med slagtningerne i private slagtegørde. En lille morsom historie om den nu rørlagte Rosenå – åen lugtede bestemt ikke af roser. Tværtimod. Den såkaldte Rosenå fra Sct. Jørgen Sø, igennem nutidens Kødmagergade til Kalvebod Strand fik sit navn, fordi der stank forfærdeligt. Den blev brugt som affaldsrende, når slagterne tømte alt slagteraffaldet ud i åen.
DEN HVIDE KØDBY
Den Brune Kødby blev betragtet som et stort fremskridt, hvilket den bestemt også var på det tidspunkt. Men som årene gik, kom der mere og mere handel til. Derfor var den oprindelige kødby omkring 1930 blevet for lille, utidssvarende og for nedslidt. Den Brune Kødby levede derudover ikke længere op til tidens hygiejnekrav, og den blev derfor afviklet over en årrække efter, at Den Hvide Kødby blev indviet.
Den Hvide Kødby er tegnet af daværende stadsarkitekt Poul Holsøe sammen med Tage Rue, Curt Bie og R.C.C Hedegaard og er opført af Københavns Kommune. Den blev opført ved siden af den brune og den grå kødby på den gamle gasværksgrund for Vestre Gasværk. Det store anlæg er i hovedtræk symmetrisk opbygget med to store bygningsenheder, Fjerkræhallen og Flæskehalen, i anlæggets midterakse. Hallerne er adskilt af en stor plads, Flæsketorvet, som er omgivet af en sammenhængende randbebyggelse.
Det var s.ledes starten p. en ny epoke, da Den Hvide K.dby med slagtehaller, opsk.rings‑ og k.lerum, engros og detailvirksomheder m.m. blev indviet den 15. april 1934. Den Hvide K.dby blev opf.rt som industrianl.g og byggeriet var n.je planlagt ud fra et .nske om god hygiejne og h.j produktivitet. Ved indvielsen fremstod Den Hvide K.dby som et moderne og effektivt midtpunkt for f.devareforarbejdning. K.dbyen blev hjemsted for flere af landets st.rste fabrikker for viktualievarer samt et stort antal mellemstore og mindre virksomheder. Der var ogs. mange store firmaer, der havde specialiseret sig i handel med alle former for hj.lpemidler s.som krydderier, maskiner, redskaber, emballage og papirvarer. Allan fort.ller, at man uden forbehold godt kan sl. fast, at K.dbyen havde Danmarks st.rste udvalg, og handelsfolkene her kunne finde alle de varer, der skulle bruges i deres forretninger. Allan forklarer, at navnene Den Brune K.dby og Den Hvide K.dby h.nger sammen med farvetonerne p. bygningerne. De .ldste er oprindeligt bygget i gule mursten, men de har gennem tiden .ndret farvesk.r, s.ledes at de fremst.r mere brune, mens de nyere bygninger i Den Hvide K.dby er af hvidmalet beton. Den Gr. K.dby indg.r arkitektonisk som en del af Den Brune K.dby og fungerede som bindeled mellem Den Hvide og Den Brune K.dby.
Det industrielt pr.gede kvarter fik sine egne veje, der blandt andet blev navngivet Slagterboderne, Kødboderne og Høkerboderne. Igen kan man sagtens mærke de historiske vingesus, når vi bevæger os gennem gaderne, hvor der engang blev handlet med kød og kødprodukter. Pladsen omkring bygningerne er udformet efter funktionelle behov til blandt andet varelevering med mange udbygninger i form af trappetårne, elevatorer, tilbygninger, halvtage mv. samt blåmalede vinduer og døre af forskellig størrelse og placering. Allan forklarer, at alle bygninger mere eller mindre ser ud som dengang, hvor Den Hvide Kødby var på sit højeste. Dette på trods af at mange af dørene og vinduerne i butiksfacaderne er fornyet, men heldigvis følger de stadig i store træk den originale udformning.
Vi går selvfølgelig ogsåforbi den bygning, som Allan betegner som den mest ikoniske – flæskehallen. Flæskehallen er anlæggets største bygning på mere end 8000 m2. Hovedfacaden vender ud mod Flæsketorvet – og man er ikke i tvivl om, hvilken funktion hallen indtog. Navnet er der stadig – Kød og flæskehal. Samtidig troner en iøjnefaldende dekoration på toppen af bygning. Tyren, som kunstneren E. Utzon-Frank formede i beton i 1933, står stadig og spejder over pladsen.
I den store og smukke hvide hal hang der dengang kødkrop ved kødkrop – de fyldte det store rum. Når torvet åbnede om morgenen var der et leben uden lige. På trods af navnet blev der ikke kun handlet flæsk, men også store mængder okse- og kalvekød. I flæskehallen var der omkring 40-50 kommissionærfirmaer, 30 vægte med 60 vejere, et stort antal bærere og dyrlæger. Kommissionærer og købere, hvad enten det var slagtere, høkere eller fabrikanter, blandede sig med ind- og afbærere og vejere i et stort mylder.
Rundt om den store hal havde de store fabrikanter og engros slagtere indrettet deres virksomheder. Dengang kom praktisk talt alle forsyninger med jernbanen, for som Allan fortæller, så gik jernbanen naturligvis helt ind til kødbyen dengang. Aktiviteterne i kødbyen var enorme, på de travleste dage kunne der komme op mod 100 jernbanevogne med forsyninger. Udover aktiviteterne med kød, salg af kød og kødforarbejdning var der også flere restauranter med et hav af tjenere ansat. En af dem var naturligvis restaurant Tyren. Beliggende på første sal i flæskehallen med udsigt over både hallen og torvet udenfor. Her skulle slagtere og andre handlende lige have en enkelt for at afslutte handlen – eller blot for at deltage i den livlige snak rundt om stambordene. Københavns Billard Klub havde sågar et af deres største lokaler her i restauranten, men det er nu ved at være længe siden, at der blev spillet om plovmænd i restaurant Tyren.
KØDBYEN MISTER SIN OPRINDELIGE FUNKTION
I Den Hvide Kødby drev dygtige slagtere i flere slægtsled ansete forretninger og forsynede københavnerne med frisk kød hver dag. Men fra 1950-60’erne begyndte kødbyen at miste sin betydning. Forbedrede kølemetoder muliggjorde, at slagtninger i stigende grad skete i provinsen. Kødbyen måtte indstille sig på konkurrence direkte fra slagterierne ud over hele landet. Forbrugernes indkøbsmønstre ændrede sig – de blev anderledes end tidligere, idet det blev mere og mere almindeligt med køle- og fryseskabe i alle hjem. Husmoderen var desuden blevet en travl erhvervskvinde, der ikke handlede hos slagteren hver dag, men derimod gjorde sine indkøb et par gange om ugen.
I slutningen af 1960’erne blev fire af flæskehallens 18 sektioner udlejet, og senere kom Inco-Kød med på den idé om at leje sig ind i den velindrettede hal. På samme tidspunkt blev en stor del af slagtehuset udlejet, idet faldet i antal slagtninger var markant. Desuden blev to fabrikker, Steffensen og Houlberg, overtaget af slagterierne, og dermed var der ikke længere aktiviteter fra de to fabrikker i Kødbyen. I Houlbergs lokaler blev der indrettet en hotel- og restaurantskole.
I 1970’erne blev den levende del af Kødbyen nedlagt, mens forarbejdningen af kød fortsatte. Fra 1990’erne medførte nye hygiejnekrav en afvikling af de fleste aktiviteter knyttet til kødproduktionen.
Både den brune og den hvide kødby var det største og mest omfattende kvæg- og kødmarked i Danmark, som skulle sikre hovedstadens mange beboere godt kød. I 1991 blev det sidste stykke kvæg slagtet i Kødbyen, og dermed blev der sat et punktum for Vesterbros stilling som byens store slagtehus.
Hovedanlægget i Den Brune Kødby blev fredet i 1984, hvor også bygningerne i Den Grå Kødby alle blev klassificeret som bevaringsværdige. I 1995 blev der vedtaget en handlingsplan og en lokalplan for Den Brune Kødby, der betød, at området blev omdannet til offentlige formål som medborgeraktiviteter og kulturelle aktiviteter såsom udstillingshal i øksnehallen og børneaktiviteter som Musikskolen, Billedskolen og Teaterbutikken. Inden da havde dele af bygningsanlægget været anvendt af Fragtmandshallerne indtil engang i 1980’erne, hvorefter området blev udlejet til mindre virksomheder.
Hovedparten af Den Hvide Kødby blev fredet i 1999, og i 2005 besluttede Københavns Borgerrepræsentation at udvikle Den Hvide Kødby til hjemsted for kreative erhverv og køderhverv. Der blev således åbnet for offentligheden, og kreative virksomheder begyndte at flytte ind. Desuden fulgte der de efterfølgende år en del restauranter og caféer til området. Allan forklarer, at åbningen af KarriereBar på Flæsketorvet i 2007 var første indikation af, at Den Hvide Kødby fra da af blev opfattet som et trendy sted for kreative iværksættere, gastronomer og ildsjæle.
Kødbyen ligner mere eller mindre sig selv – dog er der sket naturlige ændringer og renovering. Eksempelvis er skinnerne ved Flæskehallens bagside fjernet. I stedet er transporten overtaget af lastbiler, men perronerne eksisterer fortsat som et minde om den tid, hvor de levende dyr blev læsset af her for at komme til slagtning. Indvendig er Flæskehallens store rum blevet underinddelt i flere rum, og der er indskudt flere etager med dertilhørende trapper. Hallen har været igennem nogle bygningsmæssige forandringer i forbindelse med ændrede funktioner. Dog bærer den fortsat præg af sin brug til kødproduktion med opdeling i rum til forarbejdning, kølerum, gange med transportskinner osv.
FRA SLAGTEHUS TIL KULTURPARADIS
Da Kødbyen blev grundlagt i 1879, lå den uden for det egentlige København. Tiden er gået, slagteindustrien er flyttet ud, og i dag ligger Kødbyen midt i hovedstaden. Unik i europæisk sammenhæng. Især det faktum at fødevareerhvervene eksisterer side om side med kreative erhverv, gallerier, barer og restauranter, har givet stor opmærksomhed og omtales også i internationale medier som noget helt specielt. På den måde er Kødbyen i særdeleshed med til at brande København. Området har i den grad udviklet sig til en attraktion, der med gastronomi, kultur og oplevelser tiltrækker både københavnere og turister. Nutidens udgave af Kødbyen er designet som et rigtig ”levested” med mulighed for oplevelser inden for kultur, design og arkitektur, caféer og gourmetmad.
Foto: Peter Elfelt. Københavns Museum & Mogens Falk-Sørensen, Stadsarkivets fotografiske Atelier.
