Côte de Boeuf

Côte de Boeuf er uden tvivl bøffernes konge. Det er en rib-eye steak på ben, udskåret fra et højreb med en ekstremt flot fedtmarmorering. Højrebet er krogmodnet, og dermed får denne bøf den helt unikke krogmodnede smag – smagen af umami. 

Tag bøffen ud af køleskabet så den opnår stuetemperatur før tilberedning. Hvis bøffen er helt kold, når den rammer grillen, vil fedtet være hårdt og først begynde at smelte, når bøffen er mediumstegt. Har bøffen derimod stuetemperatur, smelter fedtet hurtigere, og du opnår en perfekt smag.

Grill over direkte varme. Start med fedtkanten og giv dernæst de to sider en god stegeskorpe. Vend hyppigt. Træk bøffen væk fra den direkte varme ind imellem i nogle minutter, så varmen sætter sig, inden den igen trækkes over de glødende kul. 

Stegetiden afhænger af grillens varme – brug derfor altid stegetermometer for at sikre den ønskede temperatur.

Vi foretrækker at ramme en rosa/rare bøf, hvor kernetemperaturen skal ligge på ca. 54 grader. Ønsker du en mediumstegt bøf skal temperaturen op på 58 grader. Vi anbefaler ikke højere temperatur, da den fulde smagsoplevelse ikke kan folde sig ud ved et gennemstegt resultat.

Når bøffen er tilberedt, skal den hvile i 10 minutter (husk at temperaturen stiger i hviletiden). Lad eventuelt en klat hvidløgssmør smelte nedover bøffen imens. Dernæst skæres benet fra, og bøffen skæres i skiver på tværs af kødfibrene.

Læs mere her om hvordan du steger en Côte de Boeuf til perfektion

0
    0
    Din kurv
    Your cart is emptyReturn to Shop