I den kendte julesang ”Sikken voldsom trængsel og alarm” synger vi ”gåsestegen er til bageren sendt”. Ja der var engang, hvor man tog til bageren med gåsestegen. Det store fjerkræ kunne ikke tilberedes i hjemmet, og derfor fragtede mange deres gås til bagerens rummelige ovn. I dag er bagerens ovn forbeholdt brød og kager, men der er til gengæld mange, der benytter sig af muligheden for at få stegt deres julegås eller juleand hos slagteren.
Linjen i sangen stemmer ikke helt overens med nutidens juleaften. I dagens Danmark er der and på bordet i langt de fleste hjem juleaften, men oprindeligt var det gås, man spiste juleaften.
Gåsestegen kom til julebordet, fordi der skulle noget finere og mere end blot en flæskesteg på bordet juleaften. Gåsen var en dyr spise – og var derfor for det bedre borgerskab. Den ansås for at være en meget fin spise. Sammen med gåsen kom hele det sød-sure tilbehør, som vi i dag forbinder med julemaden. Anden blev dengang betegnet som en fattigmandsgås. Men ikke desto mindre er det faktisk prisen og til dels størrelsen, der gjorde, at anden udkonkurrerede gåsen på de danske juleborde.