Passion, stolthed og store drømme i Holstebro

Oliver Buskov Pedersen er et stærkt eksempel på, hvordan nysgerrighed, gode rollemodeller og lysten til at lære, kan forme en hel karriere. I Slagter Bertelsens travle butik i Holstebro har han fundet både fællesskab, faglighed og en fremtid, han brænder for.

We Meat er taget til Holstebro, nærmere bestemt Slagter Bertelsen. Her møder vi Oliver Buskov Pedersen. Oliver er en imødekommende 21-årig ung mand med én stor passion, nemlig slagterhåndværk.
Oliver, som er vokset op i Mejrup, en lille forstad til Holstebro, havde tilbage i folkeskolen ikke strejfet tanken om at blive slagter. Hans store passion for tal, pegede snarere mod en karriere i bankverdenen. Men som så mange andre unge mennesker, skulle Oliver have et fritidsjob, hvilke blev hos en af de lokale slagtere i Holstebro, nemlig Slagter Bertelsen, hvor Oliver blev ansat som ’bydreng’ – lokal titel for opvasker, hvilket skulle ændre hans fremtidsforestillinger.

Drevet af sammenhold

”Da jeg startede hos Slagter Bertelsen, var jeg lige fyldt 15 år, og skulle egentlig bare have et fritidsjob. Dog fandt jeg hurtigt stedet sjovt og inspirerende, og jeg synes at sammenholdet i butikken var ekstremt fedt” fortæller Oliver. Slagter Bertelsen er i forvejen kendt i byen for god stemning og en stolt tilgang til det traditionelle håndværk og kvalitet. Oliver faldt for faget på grund af sammenholdet blandt kollegaerne, stemningen, samt den tilgang og iver de alle havde til håndværket og traditionerne.

Dygtiggørelse og nye venskaber

Oliver arbejdede som bydreng i flere år, indtil slagtermester Jens Bertelsen luftede ideen om en læreplads i butikken – en ide som ikke skulle tage mange overvejelser før det blev en realitet. Efter 9. klasse begyndte Oliver i lære, og i november 2024 kunne han kalde sig for Slagtersvend med speciale i butik. ”Jeg synes stadig det er sjovt at arbejde med tal, ligesom jeg gjorde da jeg gik i folkeskole, men jeg kunne ikke forestille mig en anden karriere end den jeg har i dag” siger Oliver.

Undervejs på sin uddannelse deltog Oliver bl.a. i DM i Skills 2024, som er det årlige Danmarksmesterskab for unge erhvervs-skoleelever. Her dystes der om at blive landets bedste inden for hver sin uddannelse. En af grundene til Olivers deltagelse var muligheden for at dygtiggøre sig, og for at udfordre sig selv. En del af konkurrencen bestod i at lave en 3-retters scoremenu – en opgave Oliver normalt ikke plejer at lave i slagterbutikken. Alligevel greb han udfordring og lærte noget nyt. ”Man lærer selvfølgelig mange nye tips og tricks, når man deltager i f.eks. DM i Skills. Men noget af det vigtigste jeg tager med mig, er nok de mennesker jeg har lært at kende undervejs” fortæller Oliver.

Oliver er også en del af Danske Slagtermestres Talentgruppe, som er et netværk for unge slagtere, der mødes et par gange om året for bl.a. at besøge slagterbutikker rundt om i landet, men også for at ideudveksle og spare med hinanden. ”Det sker ofte efter turene med talentgruppen, at jeg kommer hjem med nye ideer. Jeg synes det er fedt at se, hvor forskelligt tingene kan gøres rundt omkring i landet, hvilket jeg tager meget inspiration fra” fortæller Oliver. Talentgruppen er sat i verdenen for at ryste den nye generation af slagtere mere sammen, men også for at give deltagerne indblik i, hvad Danske Slagtermestre kan hjælpe med, den dag de ønsker at tage springet og starte deres egen slagterbutik – noget Oliver i den grad drømmer om.
”Jeg synes der er et godt sammenhold i talentgruppen. Det er fedt at man ikke er den eneste unge som brænder for faget, og går med tankerne om at drive håndværket videre” udtrykker Oliver. Han fortæller også at han synes at talentgruppen er med til at fremme branchen ved at samle et hold meget dedikerede mennesker, som alle er engageret og går med store drømme om en dag at kunne få lov til at starte deres eget.

Ny dag, nye opgaver

Som slagtersvend kan en uge byde på mange forskellige opgaver – nogle sjovere end andre. Men for Oliver virker det til, at der ikke er nogle opgaver som er mere trælse end andre.

”Det er fedt at man laver en masse forskelligt. Mandag kan jeg hjælpe med at fylde op i vinduet, og sørge for at butikken ser flot og indbydende ud” fortæller Oliver. Og som enhver anden med en sans for forretning, så er Olivers mindset også at varer sælger varer, så det er vigtigt med en indbydende butik, spækket med lækre og flotte kvalitetsvarer. Han fortæller også at han om mandagen som regel er over i pølsemageriet – et sted han elsker at være. Her hjælper han med produktion af spegepølser, hvor han suger til sig af viden fra sin garvede kollega, der har arbejdet i pølsemageriet i over 25 år. ”Jeg får lov til at lave de fleste ting i pølsemageriet, men der er mange ting man skal tage stilling til. Det er et meget teknisk håndværk, hvor der er mange processor der skal spille.” fortæller Oliver der også går med tanken om, en dag at tage pølsemager-overbygningen – en uddannelse som tager 1.5 år. Derudover laver Oliver også opgaver som at fremstille grillpølser – noget som bliver produceret hele året, og andre sæsonbetonede produkter, som varierer. Resten af ugen står den på butik og opskæring.

En tradition at gå til slagteren

Efter mere end fem år hos Slagter Bertelsen, kender Oliver efterhånden mange af kunderne og deres historier – noget der gør betjeningen både personlig og værdifuld. Selvom der findes tre slagterbutikker i Holstebro, strømmer kunderne til dem alle tre. ”Vi har et tæt kundenetværk her i Holstebro, og folk er gode til at bakke op om de små lokale butikker” fortæller Oliver. Især i højtiderne er det nærmest en tradition at gå til slagteren . Oliver fortæller også at der tit kommer folk langvejs fra for at handle, hvilke ofte er tidligere holstebroer som skal hjem og besøge familien. Så kommer de traditionen tro ind forbi deres stam-butik.

”Jeg tror ikke at folk kan undvære en slagter” fortæller Oliver, som ofte får helt basale spørgsmål stillet af kunderne. Alt lige fra tips til de sprøde svær på flæskestegen og glutenfrie produkter, til hvor lang tid en bøf skal stege, er blot et lille udpluk, og noget mange danskere nok kan nikke genkendende til. Også spørgsmål til dyrevelfærd og kvalitet fortæller Oliver tit er noget der er fokus på især ved mediedækninger. ”Vi har for eksempel meget oksekød her i butikken, noget man skulle tro påvirker vores salg, med tværtimod. Det kan hænde at der kommer nogle kunder ind, som kommenterer på prisen, men ender alligevel med at købe det med hjem, for som de siger, så skal de bruge det” siger han.

I årets første par måneder, ses salget af magert kød stige markant. Her skal folk bede om en lidt lettere spise, hvilket næsten er en tendens som går igen år efter år, efter en lidt for fed jul, med gode julefrokoster og godter – så skal der magert kød på bordet derhjemme.

Hos Slagter Bertelsen vil kylling og fars være noget at det mest populære blandt kunderne i den tid. Butikken er især kendt for, sin friske og håndsorteret fars, som bliver hakket mens kunderne venter. ”Vi friskhakket hver dag, og kun af god kvalitet. Det er vigtigt at kunderne kan se, hvad de får, hvilket skaber en bedre oplevelse” siger Oliver.

Noget som også er populært både blandt børn og voksne, er de hjemmelavede frikadeller. Her fortæller Oliver, at den perfekte frikadellefars indeholder bl.a. kartoffelmel og glutenfri havregryn, således alle kan være med. ”En frikadelle skal helst være så simpelt som mulig, så alle kunder kan være med” fortæller han.

Fremtidens slagter

Vi spurgte Oliver hvordan fremtidens slagter kommer til at se ud, hvortil svaret klart var at slagteren kommer til at sælge endnu flere middagsretter, dog mere nytænkende end i dag. Med tidens tendenser og folks travle hverdage, så er det ofte madlavningen som bliver sprunget let og elegant over. Derfor vil efterspørgslen efter noget hurtigt, nemt og enkelt, stige, men kravet til de gode råvarer vil stadig være i fokus.

”Det kan godt være at vi ikke kommer til at sælge lige så meget kød i fremtiden. Folk kommer måske til at købe mindre, men så køber de den gode vare” fortæller Oliver. Ligedan er der et generationsskifte på vej, hvilket også betyder at slagteren får en anden kundegruppe. En kundegruppe som måske ikke har været vant til at handle hos slagteren som børn, og forbinder slagteren med et andet udvalg end det de rent faktisk tilbyder i dag. Det er denne kundegruppe, som flere ser som en svær kunde i fremtiden. Problemstillingen er Oliver godt kendt med, men mener at svaret ligger i de sociale medier: ”Jeg tror vi skal have fat i dem gennem de sociale medier, hvor vi som slagter skal fortælle om hvem vi er, hvad vi kan, og hvordan kødet bliver tilberedt. Min generation elsker god mad, og jeg er sikker på, at de er villig til at bruge pengene på det i fremtiden, men så kan det være, at de ikke køber så meget ad gangen, men så er det af en ordentlig kvalitet”.

0
    0
    Din kurv
    Your cart is emptyReturn to Shop