Det grønne element i julemaden er typisk syltede grøntsager, hvilket stammer tilbage fra en tid, hvor husmødrene konserverede råvarerne, så de bedre kunne holde sig gennem vintermånederne. Selvom vi i dag kan få grøntsager uden for den egentlige sæson, så kan vi stadig godt lide at sysle med grøntsager og eddike i køkkenet. Ganske enkelt fordi det smager rigtig godt og så er det hyggeligt. Der er noget helt særligt ved at servere og sætte tænderne i hjemmesyltede asier eller agurker. Og så er det samtidig en fantastisk værtindegave, for hvem vil ikke gerne modtage et glas fyldt med kærlighed og lækkerier.
Hvis der skal gang i syltekøkkenet, så lav et par glas ekstra, så du har mulighed for at sprede glæde hos andre.
De syltede grøntsager spiller rigtig godt sammen med vores klassiske julemad, men de syltede grøntsager kan så meget mere. Kombination af det søde og syrlige er med til at give et pift til mange ferske retter. Og den klassiske agurkesalat giver et perfekt modspil til de lidt federe retter særligt i julen.