David skiftede politiuniformen ud med forklædet og gik i en helt anden retning end den hverdag, han kendte som betjent. I dag har han over 400.000 følgere og står bag en af Danmarks mest populære madkanaler.
David Kallestrup Pedersen er manden bag de nu ikoniske ord: “Hvad vil du gerne have at spise i dag?” – den faste åbning på de fleste videoer fra kanalen ’Pissegodmad’. Siden starten af 2023 har David delt opskrifter og hverdagsmad med fokus på smag og tilgængelighed. Det der egentligt startede som en hobby, er i dag Davids fuldtidsjob.
Starten på madkarrieren
I godt seks år bar David uniformen som betjent hos Aalborg Politi, hvor han også underviste kollegaer i førstehjælp og magtanvendelse. Men i januar 2023 måtte David, efter en voldsom anholdelse, der førte til fysiske skader, sygemelde sig i første omgang i halvanden måned.
Pausen fra politiet fik David til at overveje, om han var det rigtige sted. Under sygemeldingen blev David opfordret af konen Pernille, til at starte med at optage sin madlavning, og uploade videoerne til de sociale medier. Den første video blev lag op til offentligt skue i februar 2023 – siden da er det gået stærkt, med flere og flere visninger og følgere. I september samme år tog David orlov fra politiet. På det tidspunkt havde han omkring 15.000 følgere på Instagram, og begyndte for alvor at overveje, om madvideoerne kunne udfylde et fuldtidsarbejde. Han gav sig selv et halvt år til at gøre videoerne til en levevej – ellers måtte han finde på noget andet. Allerede få måneder senere gik David fuldtid som madinfluencer. Alligevel var brancheskiftet ikke uden udfordringer, som David på sigt har skulle vænne sig til.
”Det har været svært at vænne sig til, at jeg ikke har kollegaer længere – det havde jeg jo masser af i politiet. Og så er det noget andet at være en offentlig person. Der er altid nogen, der ikke kan lide én og giver skarpt udtryk for det, ved at kommentere en masse negative ting. Det er nok det, jeg stadig lige skal vænne mig til ved den hverdag jeg har valgt mig” fortæller David.
Pissegodmad
David har nu haft sin madkanal i 2 år, og har efterhånden 400.000+ følgere fordelt ud på de sociale platforme Facebook, Instagram og TikTok.
”I takt med at jeg blev bedre til at filme og redigere, kunne jeg også se at følgerantallet også steg. Især TikTok har været den platform, hvor det er gået stærkt”, fortæller David. I dag er Instagram den største af hans kanaler. Her ligger gennemsnitsalderen på følgerne omkring 32-40 år, mens TikTok typisk rammer de 25-32-årige. På Facebook er målgruppen mellem 40-60 år. “Jeg prøver at tilpasse indholdet til de forskellige målgrupper. F.eks. er serien ‘Hvad min forlovede spiser’ rigtig populær. Det er vigtigt for mig, at retterne er nemme at gå til – alle skal kunne være med,” fortæller David.
På Instagram deler han også glimt fra hverdagen med Pernille – her er indholdet mere livsstilspræget. Madvideoerne bliver delt på alle tre platforme.


Mad på dagsordenen
Spørger man indtil den typiske hverdag, fortæller David at han som regel har to hele dage med optagelser til Youtube, hvor der skal omkring 6 videoer i kassen. Derudover bruger han to dage på at filme madvideoer til Instagram, TikTok og Facebook, hvor der kommer nyt indhold ud hver søndag, tirsdag og torsdag. Resten af ugen går med administration, redigering, planlægning, partnerskaber og arbejdet med den kommende kogebog.
Maden i fokus
At finde på nye opskrifter uge efter uge kan være en udfordring. For David startede det hele med fokus på danske retter, som efterhånden har bevæget sig ud over de danske grænser. David fortæller at han ofte har ladet sig inspirere af det danske køkken, men med tiden har hentet inspiration fra hvad der hitter i udlandet, gennem andre madinfluencere, hvor han derefter laver sit eget take på opskriften, så den passer til hans profil. Efterhånden har David samlet til bunke af hans mest populære opskrifter, hvilke han samler i sine kogebøger. Nummer to bog er allerede på vej, og udgives til oktober.
Noget som David især går op i, er kvaliteten på de råvarer han bruger i sin madlavning – især kødet. ”Råvarerne skal være af god kvalitet, men også til at betale. Kødet kan være lidt af en udfordring, for jeg køber som regel hos den lokale slagter eller på en nærliggende oksefarm, hvor udvalget af udskæringer er større og smagen generelt bedre”, fortæller David.
We Meat har spurgt David, hvilken udskæring der er hans favorit, hvortil svaret hurtig falder på en 30 dags modnet oksehøjreb. Her forklarer David at højreben selvfølgelig skal en tur på panden med en omgang butter basting, med hvidløg, rosmarin, timian og kryddersmør. Her skal kødet steges til det er medium/rare, hvorefter det får lov til at hvile. En anden god metode, som David også anbefaler, er en tur på kulgrillen med salt og hvidløgspulver indtil kødet får en fin stegeskorpe på begge sider.
Simrende kærlighed
David er heller ikke bleg for en god simreret. Favoritterne er spaghetti bolognese og chili con carne, som du kan finde opskrifter på længe henne i magasinet.
“Min bolognese som har simret i fire timer – det må være ren kærlighed. Jeg bruger både okse- og svinekød, som jeg bruner i en klump, så det får stegeskorpe. Grøntsagerne blender jeg med salt og olivenolie og steger dem af, før det hele får rødvin og resterne af en parmesanskorpe. Til sidst tilsætter jeg – meget kontroversielt, et skvæt fløde – ikke så klassisk, men det smager himmelsk.”


