I Danmark spiser vi rigtig meget af vores elskede leverpostej, men i udlandet er dansk leverpostej til gengæld noget anderledes. Ingen andre gør, som vi gør. Syd for grænsen laver man leverpølse. I Frankrig bliver lever til patéer, og i Sverige koger og damper man leverpostejen, så den bliver helt anderledes end vores bagte udgave. Men uanset om der er tale om patéer, postejer eller terriner for den sags skyld, så er der ikke den store forskel på ingredienserne. Det drejer sig kort sagt om nogle lækre ingredienser, der bliver hakket, hældt i en form og bagt i ovnen. Og så er det selvfølgelig alligevel forskelle. Leverpostejen er smørbar og typisk finere hakket end patéen, der nemmere kan skæres i skiver og har en grovere struktur. Leverpostejen er baseret på lever og spæk, hvilket også er gængse ingredienser i en paté, men den indeholder også kød ex. brystflæsk eller kalvekæd. I en paté tilsættes typisk smagsgivere, som peber, hvidløg eller en form for spiritus. Dette giver patéen en mere markant smag end den almindelige leverpostej. Mulighederne for at variere ingredienserne er mange, og man kan høste anerkendende blikke ved frokostbordet ved at kreere sin helt egen postej, paté eller terrin.
CELINE WAEST FRA SLAGTER THOMSEN I SLAGELSE GIVER HER SIT BUD PÅ EN DELIKAT PATÉ
Hun har selv udviklet lige nøjagtig denne patés smag – og den er udviklet i forbindelse med, at Celine skulle deltage i Skills i 2020.
Den paté, som Celine her præsenterer os for, er lavet med portvin og valnødder, hvilket gør den speciel og med en delikat frembrusende smag. Hun har egentlig haft et lidt ambivalent forhold til en paté, men da det var en af de kendte discipliner til Skills, så var den ikke til at komme udenom. Og nu kan Celine godt lide paté. Hun har tilberedt den således, at den er en smule mere cremet end ellers – dog uden at være så cremet som en leverpostej, da den stadig kan skæres i fine skiver. Det er nemlig konsistensen, der har været Celines udfordring – og netop derfor at hun forsøgt at tilpasse sin udgave af en paté til hendes smagsløg.